Kort nyt:

Windows 8 – dårlige og gode nyheder -

lørdag, november 10, 2012

Samsung overhaler Apple i telefonsalg i 3. kvartal -

torsdag, november 8, 2012

iPad mini – anmeldelser -

lørdag, november 3, 2012

Acer udskyder tablet for Windows 8 -

fredag, november 2, 2012

Apples lanceringer oktober 2012 -

onsdag, oktober 24, 2012

iPhone 5 – opsummering

iPhone 5

Reaktioner på iPhone5, en uge efter lancering og 2 dage før de første telefoner når brugerne

Jeg har fulgt reaktionerne i de førende magasiner og diverse blogs. Det er interessant, at i de første dage var reaktionerne blandede, og der var nogen skuffelse. I de senere dage, og specielt igår, er tonen blevet væsentligt mere positiv.

Hvad er sket? Jeg vil forsøge at opsummere skuffelserne og de negative reaktioner og de overvejelser, som har resulteret i at der nu næsten er en samlet særdeles positiv holdning til den nye telefon.

 

 


Skuffelserne over iPhone5

Negativ hype

Siden august har Apple haft en del negative hype efter at de vandt første runde af retssagen mod Samsung vedrørende patenter. Mange mener, at software-patenter er skidt; og mener at Apple skulle holde sig for god til at kaste sig ud i retssager om software. Andre påpeger, at Apple selv gennem tiden har brugt andres ideer; og at det er hyklerisk af Apple nu at forfølge andre, som bruger deres ideer. Nogen har gjort grin med, at Apple har taget patent på ‘runde hjørner’ og ‘multi finger touch’, som er så simple ting, at det ikke burde være muligt at patentere dem. Dette synspunkt er dygtigt promoveret af Samsung og Google. Så stemningen var i nogle lejre allerede negativ over for Apple da lanceringen kom sidste uge.

Tekniske specifikationer og features

Mange var skuffede over, at en del tekniske specifikationer, som allerede er i konkurrerende produkter, ikke er i den nye iPhone. F.eks. nævnt af Wired. Det drejer sig f.eks. om

  • trådløs opladning, som Nokia har i deres nye Lumia telefoner
  • dynamiske ikoner, som løbende opdateres med informationer fra bagvedliggende applikationer, f.eks. cover-art fra den musik, som afspilles
  • ansigtsgenkendelse, som kunne anvendes til en række ting, f.eks. at låse telefonen op, når man kigger på telefonen. Samsung har det allerede
  • NFC (Near field communication), som kan anvendes til betaling, billettering o.l. Findes allerede i konkurrerende telefoner
  • docking- og kabel-stik. iPhone5 anvender et helt nyt stik: ‘Lightning’, som betyder, at perifert udstyr og kabler, man allerede har, ikke kan anvendes sammen med iPhone5. Det iriterer nogen, at man er tvunget til at investere i nyt perifert udstyr. Apple har lavet deres eget stik, og har undgået den nye Europæiske standard for mobiltelefoner, som er Mikro USB.
  • skærm. iPhone5 har en større skærm end tidligere modeller; men ikke en størrelse som nærmer sig hvad konkurrenter, som Samsung, har.

Wow-effekten udeblev

Efter at Apple sidste år lancerede iPhone4s, som var en opgradering af den tidligere model, var forventningerne iår enorme. Mange forventede noget helt nyt og revolutionerende, som ville være ‘mind-blowing’. Skuffelsen var stor, da iPhone5 stort set var identisk med billeder og informationer, som gennem det sidste halve års tid var lækket til offentligheden. Bl.a. The economist gav 4 ud af 10 point til telefonen.

De positive reaktioner

Den negative hype er imødegået af uafhængige eksperter

Vedrørende den negative hype relateret til patentsagen har flere uafhængige patenteksperter påpeget at Apple faktisk IKKE har patenteret ‘runde hjørner’ (se FOSS Patent) eller ‘multi finger touch’. Sagen er mere kompliceret, og selvom patenterne står fast, er der faktisk  rige muligheder for konkurrenterne at arbejde omkring patenterne. Det er også blevet nævnt flere gange, at det ville være særdeles mærkeligt at Apple ikke skulle kunne patentere elementer i en telefon, som de fleste er enige om, revolutionerede mobiltelefonmarkedet, og bl. bragte Nokia i knæ.

Apple har altid været konservative vedrørende features

Mange har påpeget at Apple aldrig har været først med det sidste, når det drejer sig om features. Sammenlignede man den første iPhone med topmodellerne fra konkurrenterne, da den kom, var den bagefter. Det er den slags lister, som man ofte ser i magasiner, udformet som tabeller, der lister features i de forskellige mobiltelefoner. Den første iPhone understøttede ikke 3G, selvom alle talte om 3G på det tidspunkt; og var ved at blive implementeret på de store markeder. Apple valgte at holde sig ude af 3G. Sandsynligvis fordi de mente, at det var for tidligt – de kunne ikke på det tidspunkt producere en 3G-telefon, som samlet ville performe tilfredsstillende.

  • fraværet af NFC skyldes at NFC stadig er i sin vorden. Det er ikke noget flertallet kan bruge i den virkelige verden. Se Wired. I stedet introducerer iPhone5 ‘Passbook’, som organiserer elektroniske biletter, tilbud mv. i en visuel form. De allerfleste kasseapparater har scannere i dag, og elektroniske biletter mv. kommer med én eller anden barcode.
  • skærmstørrelsen er valgt, fordi Apple mener at, iPhone5 har den rigtige størrelse skærm – man kan navigere ved at holde telefonen i én hånd ved at bruge tommelfingeren, og bruge den anden hånd til noget andet. Det er ingen kunst,  at lave en stor skærm, som de sagde ved lanceringen.
  • CPU: Apple anveder en ny A6 chip baseret på Apple’s egen ARM baseret CPU. Se AnandTech. Apple har formået at bringe strømforbruget ned, samtidig med at hastigheden er væsentligt øget. Samtidig har Apple lagt vejen for fremtidige iPhones baseret på egen CPU, som er udviklet, og vil blive udviklet, til at understøttte Apples styresystem og hardware. Se hastighedstest fra Gizmodo – chippen blæser alle andre af banen!
  • lightning socket. Se nærmere her. For at gøre telefonen lettere og fastholde et passende størrelse batteri, var der ikke andet valg end at gøre soklen mindre. Den er samtidig lettere at håndtere og passer teknisk til fremtidens behov. Endelig sikrer soklen at Apple har et vist hånd i hanke med 3. partsleverandører.
  • IOS 6. Apple introducerer det nye styresytem, som kan downloades fra i dag. IOS6 kan køre på ældre enheder; men iPhone5 er skræddersyet til systemet. IOS6 har en (meget) lang række af forbedringer. Se Cult of Mac.

Apple har altid valgt de features, som flertallet kan bruge, og arbejdet hårdt på at integrationen og brugerinterfacet var i orden for at give en stabil, enkel og unik oplevelse. Og så har Apple trin for trin forbedret telefonen, når tiden var moden. Se Ryan fra GDGT her.

Kontrol

Apples design er gennemsyret af kontrol. Apple har selv udviklet hardware, styresystem og CPU, så de passer sammen. Apple forsøger at kontrollere 3. parts leverandører, som nævnt. Apple kontrollerer og godkender Apps. Om man kan lide det, eller ej, så er resultatet at tingene passer sammen, så der er en ensartet brugerinterface, de enkelte elementer udnyttes optimalt, og chancerne for at telefonen crasher minimeres. Den stabile, enkle og unikke brugeroplevelse har altid været i højsædet. Apple har altid været villig til at betale prisen ved ikke altid at have alle features, som konkurrenterne har.

WOW effekten, der udeblev

Flere har sagt, at forventningen om noget revolutionerende og banebrydende var naive. Mobiltelefonen er i dag et ekstrem modnet produkt. Hvad Apple har gjort, er at lave en solid opgradering, som vil give folk en pålidelig og moderne telefon, som opfylder alle krav, som man i dag kan have. Der er måske skønhedspletter; men de overskygges af Apples fokus på brugerinterface og design. Se listen over anmeldelser her.

Konklusion

Af èn eller anden grund provokerer Apple følelserne, og debatten har været, og vil sandsynligvis stadig være, ophedet. Jeg tror, at iPhone er en rigtig god telefon, som giver alle de features, som man kan forestille sig at have brug for. Og indtil nu tror jeg ikke, at andre matcher iPhone hvad angår stabilitet og brugerinterface. Og så er der alt det, som ikke er specielt for iPhone5, men som følger med: Apples økosystem med iTunes-Butikken, Apps og iCloud. Det virker stadig som om antallet af spændende Apps er størst for iPhone.

Hvis man absolut vil have en stor skærm må man vælge én af Galaxy modellerne.

Nokis nye Lumia telefoner ser rigtigt lovende ud, og personligt kunne jeg lokkes til at købe én af dem. Min største bekymring ville i den forbindelse ikke være selve telefonen; men økosystemet.

Når brugerne i de kommende dage får de første iPhones5-telefoner, vil det vise sig om der er nogle uforudsete brist, eller om telefonen lever op til forventningerne. Ovenstående link til anmeldelser samler både anmeldelser fra tidsskrifter og brugere, så følg udviklingen der.

 

 

Leave A Comment